Seværdigheder

Prags Eiffeltårn, et astronomisk ur, hvis skaber måtte betale dyrt for sit mesterværk, og en jødisk kirkegård, hvor sten lægges i stedet for blomster. Her er et lille udpluk af hvad du absolut bør se, når du er i Prag.

 

Karlsbroen

Karlsbroen er Prags største og mest kendte turistattraktion. 

Intet besøg i Prag uden en tur på Karlsbroen! På broen færdes turister, Prags borgere, gadehandlere, musikere, gøglere, tegnere mv. i hobetal, så her sker altid noget både dag og nat. Broen blev opført i 1357 og er udsmykket med 30 statuer, og især én af statuerne er værd at bemærke - nemlig den der forestiller Skt. Johannes af Nepomuk. Ifølge legenden ville Johannes ikke røbe dronningens skriftemål, hvorfor han blev tortureret og smidt i floden. Denne tragiske skæbne har bevirket at han er blevet ophøjet til helgen. Statuen har helt blankslidte pletter, fordi forbipasserende rører ved den på deres vej over Karlsbroen. Det siges nemlig at det bringer held at røre ved den.

Vores byrundtur fører jer naturligvis også over Karlsbroen.

Theresienstadt

Theresienstadt er et fort, som under 2. Verdenskrig blev anvendt som tysk koncentrationslejr. Fortet ligger 62 km nord for Prag, og med Prague Week kan du komme på en guidet tur og få et indblik i de grufuldheder, der foregik under krigen. Det er stærk følelsesladet at gå rundt på det sted, der engang fungerede som gennemgangslejr og fængsel for jøderne. På stedet kan man bl.a. se cellerne, henrettelsespladsen og massegravene. Alene i løbet af 1942 døde 16.000 mennesker i Theresienstadt, deriblandt Sigmund Freuds søster, Esther Adolphine. Book din tur til Theresienstadt

Det Astronomiske Ur

Utallige turister flokkes hver time foran det gamle rådhus i Prag for at se timeskiftet, der annonceres, når Det Astronomiske Urs figurer flytter sig. Det tog 90 år at konstruere det over 500 år gamle ur, der endeligt blev færdigkonstrueret i 1490 af Mester Hanus. Da han havde opført mesterværket, blev hans øjne stukket ud på byrådets ordre, således at han ikke kunne gentage sit værk andetsteds.

Prags Eiffeltårn

I 1891 blev der opført en minikopi af Eiffeltårnet i Paris på Petrin-højen, i forbindelse med en stor landsudstilling. Tårnet måler ”kun” 63,5 meter, men på grund af dets placering på højen, der ligger 318 meter over havet, når det alligevel samme højde som det oprindelige Eiffeltårn. På højen kan man også more sig i spejlkabinettet, der blev konstrueret til samme udstilling. Højen deles i to af Hunger-muren, der blev opført som forsvarsværk i 1362 under Karel IV.

St. Vitus Katedralen

Sankt Vitus-katedralen er den største og vigtigste kirke i Tjekkiet, og er sæde for Prags ærkebiskop. Kirken udgør en del af Prags borg. Den tjekkiske konge Karel IV begyndte at bygge denne gotiske domkirke i 1344. Det tog næsten 600 år at bygge domkirken og den blev indviet i 1929. Arkitektonisk er kirken en blanding af flere stilarter som følge af renovering og tilføjelser, men den gotiske stil dominerer. Oplev den enorme plads inde i kirken med 33 meter til loftet, de imponerende mosaikker og det smukt udsmykkede kapel. I kirkens tårn findes en udsigtsplatform i 80 meters højde, hvor du kan nyde den fantastiske udsigt over domkirken, Prags borg og hele Prag.

Den jødiske kirkegård

Den Jødiske Kirkegård ligger i det jødiske kvarter Josefov og rummer ikke mindre end 12.000 gravsten i op til 12 lag. 100.000 jøder er begravet på det lille stykke indviet jord frem til 1787. Som en del af den jødiske tro lægger man sten på gravene i stedet for blomster, og denne skik er stadig gældende den dag i dag. Ved besøget på kirkegården får mænd udleveret en traditionel jødisk hovedbeklædning.

Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.

close